Ansgar Kirke, Flensborg 20.10. 2005
Flensborg Avis 21. oktober 2005: 

Festlige stemmer fra Århus 

Anmeldelse. Mange garvede korsangere rynker lidt på næsen ad mandskor-genren og foretrækker det blandede kor. Men et fremstød på dette niveau kunne godt tiltrække flere interesserede i Flensborg.

FLENSBORG. For den, der forbinder mandskor med Studentersangere, Nytårsaften i tv og "Modersnavn er en himmelsk lyd" og dermed en antikveret lyd, kunne onsdag aften få revideret sin opfattelse af mandskor.

Vox Aros gav koncert i Ansgarkirken i Flensborg med et repertoire, der spændte vidt. Lyden var alt andet end antikveret og de mange højtuddannede medlemmer fra Århus og omegn var sprællevende.

Bysbarnet Simon Faber, der er medlem af Vox Aros, bød velkommen og fortalte, at koncerten var lagt allerede klokken 19, fordi koret er på vej i en længere turne.

Efter denne koncert gik turen samme aften videre med bus til München, hvor koret skal give koncert fredag. Derefter går turen til Liechtenstein og et par andre steder, hvor koret også skal optræde.

Stemmer fra Århus

Simon Faber fortalte, at Vox Aros betyder "stemmer fra Århus", og at medlemmerne mødes en weekend om året, holder prøve og giver koncert i Århus eller omegn, hvorefter medlemmerne hygger sig med en bedre herremiddag. Denne gang er mødet så udvidet til omtalte turne, som skal ses som et kulturelt fremstød for den danske mandskorsang, der ifølge Simon Faber lever lidt af en skyggetilværelse.

Koret tog indledningsvis opstilling langs væggen og åbnede programmet med Niels W. Gades Morgensang af Elverskud, den med teksten I Østen stiger Solen op. Derefter fortsatte sangerne foran alteret med Mendelssohn og Grieg.

Traditionelle sange

Gabriel Josef Rheinbergers (1839-1901) 20 minutter lange Messe i F-dur for mandskor og orgel blev opført oppe fra orgelpulpituret med dirigenten Claus Pedersen ved orglet.

Efter en kort pause stillede koret igen op foran alteret og sang nogle af de traditionelle mandskorsange; Lange-Müllers Kornmodsglansen ved midnatstid, Rungs Modersnavn er en himmelsk lyd og Hartmanns Jægerkor af Syvsoverdag. Til Evert Taubes Vals i Valparaiso satte Simon Faber sig til klaveret og blev siddende også til Wagners Pilgrimskor, der sluttede programmet.


Image 

Det sparsomt fremmødte publikum kvitterede begejstret og gjorde sig fortjent til ekstranummeret "What Shall We Do With the Drunken Sailor" i et arrangement, der sprudlede af liv, skumsprøjt og højt humør og som ville kunne få ethvert Shanty-kor til at rødme af misundelse.

Vox Aros. Claus Pedersen, dirigent. Ansgarkirken i Flensborg onsdag aften. Arrangører: Sydslesvigsk Forening og Ansgar Menighed Flensborg-Nord.

Erling Dissing

Image

Aktuelt